En børnepsykiatrisk undersøgelse af 6 asylbørn
- En humanitær indsats for asylbørn ved gruppen af speciallæger og psykologer 2007
Undersøgelsen blev foretaget af en gruppe uafhængige børnepsykiatere, børnepsykologer og voksenpsykiatere. Gruppen havde læst Dansk Røde Kors Asylafdelings meddelelse om, at 250 af 300 asylbørn i den skolepligtige alder var for dårligt fungerende til at kunne undervises i folkeskolen, og ville derfor som en humanitær indsats tilbyde nogle af disse børn en børnesagkyndig udredning, som kunne danne grundlag for et velegnet undervisningstilbud til dem. Børnenes forældre ønskede en sådan undersøgelse, og familierne var nogle, man tilfældigt fik kontakt til.
Alle 6 børn blev undersøgt med de samme metoder, der bliver anvendt til børn uden for asylcentre med lignende vanskeligheder – og undersøgelsen adskiller sig fra spørgeskemaundersøgelser ved at være kliniske, d.v.s. man udreder det enkelte barns tilstand og beskriver det nødvendige behandlingstilbud.
Konklusion:
Alle børn havde alvorlige forstyrrelser af meget kompleks karakter. Derudover var der betydelige psykiske vanskeligheder hos mødrene, og børnenes livsomstændigheder var særdeles belastede. Ingen af børnene var af asylcentrene henvist til en klinisk børnepsykiatrisk-psykologisk undersøgelse, og gruppen konkluderede, at alle havde akut behov for en kvalificeret tværfaglig indsats i egnede miljømæssige rammer. Samt at de øvrige asylbørn burde tilbydes en udredning ved tilstrækkeligt erfarne børnespecialister, og at resultaterne burde følges op af handling.
