Jeg kom til Danmark fra Iran, da jeg var 5 år, og nu er jeg 15. Sammen med mine forældre og min lillebror har jeg boet i 7 forskellige asylcentre, men sidste år var vi en af de familier, der fik lov til at flytte ud i vores egen lejlighed. I sommer fik vi endelig opholdstilladelse og kunne flytte videre til Roskilde som ganske almindelige mennesker.

Jeg følte mig lidt mere fri allerede da vi flyttede ud af centret, fordi jeg kunne bestemme mere selv. I Sandholm følte jeg mig på en måde helt indespærret - fanget på et område med hegn udenom. Det var mere danskeragtigt efter vi flyttede ud, især fordi man kunne invitere venner med hjem. Det havde jeg ikke lyst til da vi boede i asylcenter. Efter vi fik opholdstilladelsen er det blevet endnu bedre, og det er helt underligt for mig at tænke på at jeg engang har været asylansøger.

Der var mange legekammerater i Sandholm. Man kunne banke på mindst 15 forskellige døre og finde nogen, der ville med ud og lege. Nu bor de der ikke mere. Jeg ved ikke, hvor de er henne nu, og jeg bliver ked af det når jeg tænker på det. Når vi hele tiden skulle flytte var det hårdt at man lige var blevet venner med nogen, og jeg synes at jeg på en måde er blevet skadet meget af det. Jeg havde jo ikke en mobil til at holde kontakten med, og jeg ved ikke hvor de er henne nu eller om de kan huske mig. Når nogle af de andre børn blev tvangshjemsendt, kom jeg altid til at tænke: hvad nu, hvis det bliver mig næste gang?

Jeg var heldig, fordi jeg allerede da vi boede i Frederikshavn kom i almindelig børnehave. Jeg gik også i almindelige skoler, mens vi boede på forskellige andre jyske asylcentre. Men på Sjælland kom jeg i et år på centerskole i Avnstrup, hvor vi ikke lærte andet end legeting. Mine forældre klagede over det, og så sagde læreren, at det var fordi skolen ikke kunne være sikker på, om børnene blev. Fordi jeg skiftede skole så mange gange og pga. centerskolen kom jeg et år bagud fagligt. Så da jeg fik lov til at komme ud i almindelig skole, måtte jeg gå en klasse under min alder.

Det var svært i skolen overfor kammeraterne, når jeg kun havde brugt legetøj og ikke kunne få de nye, smarte ting og smart tøj, fordi vi ikke havde nogen penge. Men jeg har det rigtig godt i 7. klasse nu, og jeg er glad for at vi fik lov til at blive boende i den kommune, som min skole ligger i.