Jeg kom til Danmark sammen med min mor og mine 5 søskende i 2002, da jeg var 7 år gammel. Vi boede i 8 forskellige asylcentre. Da jeg var 13 år, fik vi humanitær opholdstilladelse fordi min mor er syg, og vi flyttede i 2008 i vores egen bolig i vores nye kommune.

Det bedste ved at være flyttet ud er, at jeg har fået veninder. Det værste ved centerlivet var nemlig, at man hele tiden mistede sine venner. Både når de eller man selv skulle overflyttes til andre centre, men også når de pludselig forsvandt - tit uden at nogen havde fået noget at vide om det i forvejen. Jeg bliver ked af det, når jeg tænker på engang hvor jeg stod og bankede på en dør ind til et tomt værelse hos min veninde, som jeg havde aftalt at lege med. Jeg var også hele tiden bange for, at min familie skulle tvangshjemsendes, selvom jeg prøvede at lade være med at tænke på det.

En anden god ting ved at være flyttet ud fra asylcentret er, at næsten alle i familien nu har sit eget værelse. I det første center boede vi alle 7 på et rum, senere fik vi to til deling, men det var stadig alt for lidt til 7 personer, mine ældste søskende var ved at blive voksne, og vi fantaserede altid om at få vores eget private rum. Det er også dejligt, at vi nu har vores eget køkken. I de første mange år i centrene var vi nødt til at spise kantinemad, det var ensformigt og trist. I det sidste center kunne vi få lov til at købe ind og lave vores egen mad, men det var i store fælleskøkkener, hvor maden ofte blev stjålet, og hvor man ikke havde adgang efter klokken 24.

Det var heller ikke rart at skulle dele bad og toilet, som tit var al for snavset, sammen med mange andre. Nogle gange var der fulde mænd på gangene. Så turde jeg ikke gå alene, og bad min mor eller mine søskende om at gå med mig. Til sidst fik vi toiletter til hver familie.

Det var også svært ikke at have penge til noget som helst. Jeg drømte om at have en mobiltelefon ligesom andre børn. Der var heller ikke penge til tog- og busbilletter, så vi kom kun uden for centrene, når vi skulle i skole, og når Røde Kors klubben arrangerede udflugter. Turene var gode, og lejrskolen hvert år var rigtig sjov.

Jeg havde altid gået i centerskole, men da jeg var 11 år fik jeg lov til at gå i en almindelig folkeskole i nærheden af asylcentret. Jeg opdagede hurtigt, at jeg ikke havde lært dansk godt nok. Til gengæld havde jeg lært lidt af mange sprog i centrene, og alle var imponerede over at jeg kunne tale roma med veninderne fra Kosovo. Men jeg havde aldrig prøvet at være i et dansk hjem og jeg vidste ikke noget om rigtig undervisning, dansk kultur og danske udtryk. Så det var meget svært at starte i folkeskolen, og det har taget tid at indhente. Men i dag midt i 8. klasse, synes jeg, at det går bedre – og det bedste er som sagt, at jeg har fået veninder! De besøger mig, og jeg besøger dem.