Det meste af min barndom har været i asylcentre, hvor vi ikke kunne bestemme over de almindelige ting, mennesker vælger hver dag.

I flere år skulle min familie spise i kantinerne, mad der var valgt og tilberedt af andre, og spise på tidspunkter, andre havde besluttet. Maden smagte ikke af noget, for selv de mest syge skulle kunne tåle den. Tidspunkterne for måltider lå så tæt, at vi ikke nåede at blive sultne til næste gang, og derfor spiste vi tit kun en gang om dagen. I kantinerne var der altid støj og slagsmål, og jeg blev træt af at se den samme slags ost i årevis. Selv portionsstørrelsen havde andre besluttet.

Det var tilfældigt, hvad vi fik udleveret af tøj, nogle var heldige, andre uheldige. Det så helt grotesk ud, når en stor flok flygtninge gik til bussen i ens jakker eller ens sko. Jeg følte mig som et ikke-menneske.

Ligesom alle andre børn kunne vi få lyst til et bestemt stykke legetøj – eller til at komme ud og opleve noget udenfor lejren. Vi kunne aldrig ønske noget bestemt, som vi fik lyst til. Klubaktiviteter og udflugter blev erstatningen, der var planlagt af andre. Jeg følte mig som i et fængsel.

I dag har jeg fået opholdstilladelse og er ved at bygge en hverdag op, hvor jeg selv har indflydelse. Jeg har opdaget, at min mor er en usædvanlig god ”kok”, der laver god, indbydende og sund mad til os børn.